Hent boligreportagen som pdf.

Jyllandsposten // marts 2026

Sådan får du mere ud af det hjem, du allerede har

En drøm om ro, minimalisme, træ og rå beton var afsættet for en præcist orkestreret villa i Risskov. Her mødes lyset og villaens fire forskudte niveauer omkring en skulpturel trappe.

Af Christina Langpap // Foto: ARDESS

Før du kaster dig ud i en renovering, kan det betale sig at tænke helheden igennem. Sådan lyder det fra arkitekt Sebastian Schroers, som peger på, at de bedste løsninger opstår, når funktion, materialer og boligens karakter spiller sammen.

Et hus følger sjældent livet i en lige linje. Familien vokser, behovene ændrer sig, og den planløsning, som huset i sin tid blev bygget med, kan med tiden kræve nye løsninger. Derfor vælger mange boligejere i dag at udvikle deres bolig i stedet for at lede efter en ny.

Det handler ikke nødvendigvis om at få mere plads, men om at få det rigtige rum de rigtige steder. Om at åbne, trække lys ind, skabe bedre sammenhæng og få huset til at understøtte det liv, der leves i huset. Nogle gange er det små greb, andre gange større forandringer - men fælles er ønsket om at få boligen til at fungere bedre i hverdagen.

For mange begynder processen med en fornemmelse: at noget kan blive bedre. At huset rummer mere, end man umiddelbart ser. Og at det måske ikke handler om at finde et nyt hjem - men om at gentænke det, man allerede har.

Det er her, arkitekt Sebastian Schroers fra arkitektfirmaet Ardess, ofte møder boligejerne - i spændet mellem det, der fungerer, og det, der kalder på forandring.

»Vi oplever, at boligejere typisk har to afsæt, når de gerne vil renovere. Den ene er nødvendige udbedringer af forhold, som er skadet eller kræver energi- eller byggetekniske optimeringer. Den anden og primære er ændrede behov til boligen, som rummer alt fra en familieforøgelse, der kræver en større bolig eller flere værelser – til det modsatte, hvor boligen ændres fra en livsfase til en anden,« forklarer han.

TRAPPEN I DOUGLASGRAN er husets arkitektoniske omdrejningspunkt og binder tre af husets fire niveauer sammen. De har ekstra bredde bl.a. for at invitere til, at man går op til terrassen i køkken-alrummet. Der er valgt skydedøre til huset for at holde udtrykket så enkelt som muligt.

HVERDAGEN AFGØRES AF RUMMENE

Når en bolig forandres, er det sjældent antallet af kvadratmeter, der gør den største forskel. Det handler i højere grad om, hvordan rummene hænger sammen, og hvordan de understøtter den måde, livet leves på.

»Der er ingen tvivl om, at en bolig, der er tilpasset beboernes behov, hvor funktionalitet i planløsningen og æstetikken i materialerne hænger sammen, giver stor værdi i hverdagen,« siger Sebastian Schroers.

Det er ofte i de fælles rum, at forandringen for alvor kan mærkes - dér, hvor familien samles, og hvor hjemmet bruges mest.

»Om et børneværelse er 10 eller 12 m² bør ikke ændre hverdagen, men at leverum som køkkenalrummet, favner familielivet og samværet, eller at boligens lys og kontakt med udearealer er understøttet, betyder alverden,« forklarer han.

Når planløsning, lys og materialer arbejder sammen, opstår der en ro i boligen og en oplevelse af, at huset hænger bedre sammen og fungerer mere naturligt.

NÅR HELHEDEN GÅR TABT

Renoveringer begynder ofte dér, hvor behovet er mest synligt. Men netop her kan retningen også let gå tabt, hvis beslutningerne træffes enkeltvis.

»De mest klassiske renoveringsemner i en bolig er køkken og badeværelser. Det er forståeligt, fordi det er centrale rum i boligen. Men det er vores opgave at sikre, at det sker i samklang med boligens karakter og kvaliteter, så vi opnår en tidløs og lækker helhed,« siger han.

Når forskellige idéer og trends blandes uden en klar linje, kan resultatet hurtigt miste sin styrke. Det er i helheden, kvaliteten opstår - ikke i de enkelte valg.

»Hvis det bliver et fastelavnsris af gode ideer og tidens trends, er der stor fare for, at man ikke får den bekostelige investering igen,« pointerer han.

PRIORITER RIGTIGT FRA START

Når budgettet ikke er uendeligt, bliver prioriteringerne afgørende. Det handler ikke kun om, hvad man gerne vil have - men om rækkefølgen og om at få overblik fra begyndelsen.

»Den vigtigste prioritering er at få hjælp til at prioritere. Man kan hurtigt stirre sig blind på behov og ønsker, som har en kortsigtet eller i værste fald begrænset kvalitet. Hvis man ønsker sig et fedt køkken og et orangeri, kan det jo ikke nytte noget, hvis taget trænger til udskiftning og kan give skader,« lyder rådet.

Det kræver blik for både det synlige og det skjulte - og for hvad der bør komme først. En vellykket renovering begynder derfor ikke med materialer eller løsninger, men med en forståelse af behovene, lyder det fra Sebastian Schroers, der giver sit bedste råd:

»Identificer jeres ønsker og behov og find en rådgiver, der tør udfordre jeres udgangspunkt, så I sikrer, at helheden er balanceret i ambitioner og økonomi.«

DER ER INGEN VINDUESKARME i stuen, men til gengæld en indbygget, lav afsats langs væggen, som danner ramme om et enkelt stilleben og to litografier af henholdsvis Eddie Martines og Cathrine Raben Davidsen. OVER HOVEDDØREN fortsætter glasset hele vejen til taget og skaber en vertikal passage for lyset og udsigten.